Egentlig har jeg altid vidst at jeg en dag skulle skrive bøger.
Så langt jeg kan huske tilbage har jeg skabt historier – også før jeg kunne læse og skrive; dér tegnede jeg bare.
Jeg er vokset op i et arbejderhjem uden bogreol. Mine forældre hverken læste højt eller talte om litteratur henover middagsbordet. Alligevel har jeg altid været draget af bøger. Hvor fascinationen stammer fra er uvis, men jeg havde kun lige lært at læse, før jeg fandt vej til kommunebiblioteket, bad om et børnelånekort og blev stamgæst.
For mig er en god bog en fortælling, der både underholder og gør dig klogere. Det er den slags bøger, jeg gerne selv læser, og de bøger, som jeg stræber efter selv at skrive. Om det sidste lykkes kan kun læserne bedømme. Jeg håber det.
Ideen til min debutbog DØDEN ER KUN ET ØJEBLIK, kom via mit virke som socialrådgiver i Danner – et krisecenter for voldsramte kvinder.
Kvinderne i min fortælling er ikke personer, som jeg har mødt eller som eksisterer i virkeligheden. Men gennem de 20 år jeg arbejdede på krisecenter, har jeg vel talt med over tusinde voldsramte kvinder, så naturligvis er bogens kvinder på krisecenteret skabt på baggrund af mine professionelle oplevelser, ligesom der er træk fra virkeligheden i bogens øvrige gennemgående personer.
Alt i bogen er fantasi, selvom alt kan ske i virkeligheden. Faktisk overgår virkeligheden ofte fantasien, når kvinderne på krisecentrene beretter om deres oplevelser, kan jeg fortælle.
Hver eneste dag begår mænd vold mod kvinder. Kvinder kommer på krisecenter hver dag. Mænd voldtager kvinder. Mænd slår kvinder ihjel.
Når man skriver bøger, der foregår i ren realistisk samtid, vil man helt naturligt trække på det, der sker i omgivelserne og alt hvad man observerer og hører omkring sig. For alt kan bearbejdes, kombineres og sættes ind i en fiktiv kontekst. Sådan tror jeg, at det er for alle fiktionsforfattere. Alle skaber fiktion ud af virkeligheden.
Ingen kan påstå at leve i et vakuumtæt rum uden påvirkninger. Der er altid en agenda med en fortælling, udover at den skal underholde. For mit vedkommende er det en succes, hvis jeg får læseren til at reflektere og blive klogere på noget – og det skal helst ske ved, at læseren kan hægte fortællingen op på sin egen virkelighed og forholde sig til den og til dét der sker i samfundet.
