OM MIG

Egentlig har jeg altid vidst at jeg en dag skulle skrive bøger.

Så langt jeg kan huske tilbage har jeg elsket at skabe fortællinger og har på en eller måde altid betragtet mig selv som forfatter – også før jeg kunne læse og skrive, for dengang tegnede jeg bare historierne.

Det læsestof, der sporadisk var tilgængeligt i mit barndomshjem på Amager, var typisk hæfter fra Reader’s Digest og sommetider et daggammelt BT. Men jeg har været draget af bøger, så længe jeg kan huske. Jeg havde da også kun lige lært at læse, før jeg fandt vej hen til kommunebiblioteket og fik et børnelånekort – og siden har jeg været stamgæst.

For mig er en god bog en beretning, der både underholder og gør dig klogere. Det er den slags bøger, jeg selv gerne både vil læse og skrive. Om det er lykkedes at skabe en både klog og underholdende thriller med DØDEN ER KUN ET ØJEBLIK – og de kommende bind i serien – kan kun læserne bedømme. Jeg håber det inderligt.

Men fordi jeg har altid været typen, der har travlt med alle mulige ting på én gang, kom der til at gå mange, mange år, før jeg faktisk kom i gang med at skrive bøger. Fx har jeg fået fire børn, været landsforkvinde for Dansk Kvindesamfund og startet to nye krisecentre. Derfor har jeg sjældent haft mulighed for at skrive i lange stræk, men har været nødt til at lægge mine manuskripter væk i halve eller hele år, før jeg igen kunne finde tiden til at skrive videre.

Jeg fik ideen til DØDEN ER KUN ET ØJEBLIK, da jeg for mange år siden arbejdede i Dannerhusets krisecenter. Derfor foregår handlingen dér, selvom jeg i dag er leder af to andre krisecentre under Dansk Kvindesamfund.

Kvinderne i bogen er ikke personer, som jeg har mødt eller som eksisterer i virkeligheden. Men gennem de sidste 20 år har jeg vel nok talt med over tusinde voldsramte kvinder, så naturligvis er bogens kvinder på krisecenteret skabt på baggrund af mine professionelle oplevelser, ligesom der også er træk fra virkeligheden, hos de øvrige gennemgående personer i bogen.

Alt i bogen er fantasi, selvom alt kan ske i virkeligheden. Faktisk overgår virkeligheden ofte fantasien, når kvinderne på krisecentrene beretter om deres oplevelser, kan jeg fortælle.

Hver eneste dag begår mænd vold mod kvinder. Kvinder kommer på krisecenter hver dag. Mænd voldtager kvinder. Mænd slår kvinder ihjel.

Når man skriver bøger, der foregår i ren realistisk samtid, vil man helt naturligt trække på det, der sker i omgivelserne og alt hvad man observerer og hører omkring sig. For alt kan bearbejdes, kombineres og sættes ind i en fiktiv kontekst. Sådan tror jeg, at det er for alle fiktionsforfattere. Alle skaber fiktion ud af virkeligheden.

Ingen kan påstå at leve i et vakuumtæt rum uden påvirkninger. Der er altid en agenda med en fortælling, udover at den skal underholde. For mit vedkommende er det en succes, hvis jeg får læseren til at reflektere og blive klogere på noget – og det skal helst ske ved, at læseren kan hægte fortællingen op på sin egen virkelighed og forholde sig til den og til dét der sker i samfundet.

Udover at være forfatter er jeg direktør for Dansk Kvindesamfunds Krisecentre og tidligere forkvinde for Dansk Kvindesamfund. Jeg har en MA i retorik og kommunikation (Aarhus Uni. 2004) og er oprindeligt uddannet socialrådgiver (Den Sociale Højskole)