David er blevet fyret fra politiet og har slået sig ned som privatdetektiv. En kvinde fra den nordsjællandske overklasse opsøger ham med en opgave. I første omgang undslår han sig, vil ikke nedværdige sig til almindelige overvågningsopgaver. Indtil det går op for ham, at målet er en, han kender, én han har svigtet. Han begynder sig egen efterforskning, der leder ham omkring Herlufsholm Kostskole og en gammel forgiftningssag. Samtidig opdager kvinderne på krisecenteret, at Esther er forsvundet …
DØDEN ER KUN ET ØJEBLIK er første bind i en ny thriller-serie. Denne første bog tager dig med ind i en lukket verden, hvor der normalt ikke er adgang, og er samtidigt en brutal og tankevækkende fortælling om, hvordan myndigheder, og ikke mindst retssystemet, kan fejle, når du har allermest brug for at det fungerer.
Uddrag af romanen:
Forsvareren fjernede hånden fra vidneskranken, gik et par meter ud på gulvet. ”Måske kunne du frit vandre ud ad døren, hvis du ville, har du tænkt på det? Måske kunne du bare gå din vej?”
”Jeg blev holdt fanget. Andreas ville ikke lade mig gå.”
”Esther, det vidste du jo reelt ikke. For du undersøgte det aldrig, vel?”
Hun rystede på hovedet.
”Jeg skal bede dig svare ind i mikrofonen, så vi kan høre dig.” Dommeren, en gråhåret dame med brillestellet et stykke nede på næsen betragtede hende med venlige øjne.
Esther lænede sig frem mod mikrofonen. ”Jeg blev holdt fanget. Det var ikke nødvendigt at undersøge, om døren var låst. Få timer tidligere havde han bedøvet mig, og nu vågnede jeg uden tøj på.”
Forsvareren lænede sig ind skranken og tog mappen, de kaldte tillægsekstrakt, og en overdøvende sødme med et hint af sprit bølgede mod hende. Det var moskus. Han lugtede af moskus.
Hun kunne ikke fordrage den duft.
”Okay, lad os opsummere,” sagde forsvareren, mens han gik hen mod sin plads. ”Du ligger i sengen. Du ved ikke, hvor min klient befinder sig. Måske er han ikke hjemme. Vi ved det ikke, for du undersøger det aldrig. Så hvad giver dig den idé, at du bliver holdt fanget?”
”Fordi Andreas bedøvede mig og placerede mig der.”
”Og gav dig ordre på at blive liggende i sengen?”
”Nej,” svarede hun. ”Jeg var bevidstløs. Han kom første næste morgen.”
Forsvareren slog ud med armene og satte sig ved siden af Andreas, der sad i sit pæne jakkesæt og kiggede på hende med øjne mættet af viden om sin egen uovervindelighed.”
